• alt="" data-bgposition="center center" data-bgfit="cover" data-bgrepeat="no-repeat" class="rev-slidebg">
    VELKOMMEN TIL
    OLANDSKAK
    Historien fortalt om de gamle mestre!
    Se mere
  • alt="" data-bgposition="center center" data-bgfit="cover" data-bgrepeat="no-repeat" class="rev-slidebg">
    Lær åbningsteori, midtspil og slutspil i
    SKAKSPILLET!!!
    Gennemspil det hele online!
  • alt="" data-bgposition="center center" data-bgfit="cover" data-bgrepeat="no-repeat" class="rev-slidebg">
    Gamle turneringer og matcher med de
    GAMLE MESTRE!!!
    Dem der var med til at skabe skakspillet!

Midtspillet i Skak

Bondeformationerne


Det kan med andre ord være meget godt at ordne stoffet efter visse teorier; men til syvende og sidst dikteres inddelingen af praksis. Det gælder derfor, ud af kendetegnenes mangfoldighed, at vælge netop de, der har størst praktisk betydning.

  • De forskellige bondeformationer: Den franske optilling, optilling i Caro-Cann, den Sicilianske opstilling.
  • Officerne: Springeren, den gode og dårlige løber
  • Kvaliteten:
  • Kunsten at kunne lavere:

Midtspillet i skak

Inddeling af midtspillet kan gribes an på forskellig vis. Det mest nærliggende standpunkt er, at gå ud fra stillingens ejendommeligheder f.eks. der for hånden værende materiale, karakteristiske bondeformationer o.s.v. Man går altså ud fra den øjeblikkelige stilling på brættet, men da denne tilstand kan forandres ved hvert træk, må man vælge ejendommeligheder, der har en mere eller mindre blivende karakter. I skakspillets sprogbrug kalder man disse ejendommeligheder for kendetegn, og sådanne kendetegn skal være vor første rettesnor ved inddelingen af midtspillet.

Foruden den omtalte inddeling, der beror på den øjeblikkelige tilstand, og som vi kan betegne med ordet statisk, optræder en anden tilstand, der går ud fra begivenhederne på brættet, og som derfor bør betegnes som dynamisk. Dersom vi til eksempel samler alle dele af partiet, hvor der udføres et kongeangreb, så ser vi sagen fra en dynamisk synsvinkel. Det er klart, at begge disse inddelinger griber ind i hinanden: et kongeangreb kan foretages under forskellige bondeformationer, og omvendt kan en bestemt aggressiv bondeformation tjene til andet end et kongeangreb. Både den statiske og den dynamiske inddeling er baseret på objektive kendetegn, der enten vedrører tilstanden eller begivenhederne. Ved behandlingen af midtspillet må man dog ikke udelukke den subjektive side af sagen, da det nu engang snarere er en undtagelse end en regel, at der i en given stilling kun er eet træk, der duer, og dersom man således har valget mellem flere gode træk, så spiller de subjektive faktorer en rolle, hvorfor vi ved siden af det statiske og dynamiske har fået et tredje udgangspunkt.

Det kan med andre ord være meget godt at ordne stoffet efter visse teorier; men til syvende og sidst dikteres inddelingen af praksis. Det gælder derfor, ud af kendetegnenes mangfoldighed, at vælge netop de, der har størst praktisk betydning. Spørgsmålet om en hensigtsmæssig inddeling er dermed praktisk betydning. Spørgsmålet om en hensigtsmæssig inddelinger dermed først og fremmest et spørgsmål om erfaring, ikke alene erfaring med hensyn til skakliteratur, men ganske særlig til det overflødighedshorn af former og begivenheder, som tilsammen danner skakspillet.

Dette medfører desuden, at teorien for midtspillet er undergivet forandringens lov, skønt væsenligt mindre end åbningsteorien. Også i så henseende indtager midtspillet en midtstilling mellem åbning og slutspil. På grundlag af disse overvejelser og med henblik på den praktiske betydning kommer vi frem til følgende inddeling:


Inddelingen af Midtspillet

Nedenstående viser hvordan vi har valgt, at opdele afsnittene omkring Midtspillet i skak.

Ud over ovenstående gennemgang af de forskellige kendetegn, som kan opstå under midtspillet, vil vi også kaste lys på følgende:

Statiske kendetegn: Kampen om de åbne linier. Kampen om åbne linjer for løbere og tårne begynder allerede i første træk. I åbningen drejer det sig først og fremmest om at udvikle de lette officerer. Som regel er det ikke vanskeligt at skaffe løberne åbne diagonaler, og hvad springerne angår findes problemet slet ikke, da de som bekendt ikke har brug for åbne linjer.

Dynamiske kendetegn: Kunsten at kunne lavere. Det emne, vi nu skal behandle, laveringen, synes umiddelbart at være mindre populært, og der er mange, som synes, at det rent ud sagt er kedeligt. Trods alt er laveringen imidlertid noget overmåde vigtigt, og emnet berører faktisk de dybeste hemmeligheder i skakspillet.

Subjektive kendetegn: Skakspillernes skødesynder. Det at overvurdere ens chancer er til en vis grad et såre hyppigt forekommende fænomen. Naturligvis sker det oftest hos uerfarne spillere, men selv de største mestre kan ikke melde hus forbi. Vi vil kigge på nogle af de mest kendte af slagsen.

Dynamiske kendetegn: Initiativ. Gang på gang stilles skakspilleren i en givet stilling overfor valget mellem selv at bytte af eller lade modstanderen bytte af, og det behøver ikke alene at gælde bønder, men også officerer.