Skakkens mestre

Go to content

Main menu:

Det er kendt, at skakspillet er meget gammelt; hvor gammelt ved ingen. Man er tilbøjlig til at mene ca. 1500 år, men der kan glimrende være en fejlmargin på flere hundrede år.

Spillereglerne er i tidens løb undergået en forandring. Det spil, vi spiller i dag, datere man fra tiden omkring 1475 og frem til ca. 1490, i hvilket tidsrum de nugældende regler blev skabt af europædiske spillere på “ruinerne” af det gamle arabiske og det middelalderlige europæiske skak.

Før den tid var skakspillet en lidt kedsommelig sag. Mulighederne var stærkt begrænsede, og en kendelig stagnation i det man kalder “praktisk spil” var en kendsgerning. Formentlig i Spanien foretog man de ændringer i reglerne, der førte frem til det moderne skakspil. Denne pludselighed hvormed dette skete, tyder på at en enkelt mand står bag, men der kendes ingen bestemt person som nyskaberen. I løbet af ganske få år trængte det nye spil frem overalt og fortrængte ganske det gamle middelalder-skak. Forandringen var så voldsom, at man i dag efter omtrent 500 års intens dyrkelse endnu ikke er trængt til bunds i problemerne, og man når formentlig heller aldrig så vidt. Bobby Fischer

Om skakspillet kan betegnes som videnskab, kunst eller blot et spil til tidsfordriv eller muligvis en kombination af disse ingredienser vil vi ikke søge at opklare. Vi vil huske det gamle ord om, at et træ kendes på sine frugter, og vi vil her få serveret et udsøgt udvalgt af frugterne.

I nedenstående vil vi præsentere dig for noget af det indhold, du vil kunne finde artikler om her på denne hjemmeside:

De forskellige bondeformationer – f.eks. konge- dronningbonden forrest, den isolerede bonde, fribonden, den blokerede bonde, dobbeltbonden med mere.

Artikler omkring Åbningsteorien, Midtspillet, Slutspillet. Her kigger vi blandt andet på de mest benyttede åbningsvarianter, vi kaster lys over f.eks. kunsten af lavere i afsnittet om Midtspillet, og afslutningsvis vil vi gennemgå noget omkring bondeslutspillet samt tårnslutspillet.

Vi vil kaste lys på så godt som alle internationale turneringer af betydning, hvor vi ser på de mestre, der vandt nogle af disse turneringer. F.eks. gennemgår vi turneringen i London 1851, hvor den tyske mester, Adolf Anderssen, tog stikket hjem.

Artikler omkring de berømteste matcher, partier herfra med mere. Vi kigger her på f.eks. matchen mellem Adolf Anderssen og William Steinitz, matchen mellem Steinitz og Lasker. Vi kommer naturligvis også omkring den legendariske match på Island mellem Spasskij og Fischer.

Der vil også være en gennemgang af de fleste kendte spilleres partier gennem årene, karakteristik af dem og deres spillestil, en påvisning af spillestilens udvikling, redegørelse for de store mestres tanker og meninger, kritik, ros og dadel i en broget blanding og det hele ført op til begyndelsen af vor tid.

Lad det være sagt med det samme; vi vil i det store hele lade de største mestre optræde i hovedrollerne. Det bliver stjernekomedie med enkelte indlagte statister. Vi vil hengive os til persondyrkelse. De mindre betydende mestre har vel hist og her bidraget med en skærv, der ikke ganske må overses, men skak er storspillernes spil. Men et sted skal vi begynde, og vi har valgt at sætte startskamlen i året 1851. Vi bringer dog i nedenstående et par partier fra Matchen Labourdonnais-M'Donnell, som blev spillet i Westminster Chess Club, London 1834.



Hvem er så de gamle mestre?

Hvem er så de gamle mestre, som har skabt det skakspil, som vi spiller den dag i dag? Godt spørgsmål, som vi ikke fuldt ud kan besvare. Men dog ved vi, at skakspillere som Paul Morphy, Willhelm Steinitz, Siegbert Tarrasch, Emanuel Lakser, Jose Raul Capablanca, Michael Botvinnik, Alexander Aljechin med flere, har alle kommet med deres form for bidrag. Det være sig i åbningsteorien, midtspillet, slutspillet – alle har bidraget med noget!

Paul James Morphy
I den nye verden, Amerikas Forenede Stater, var der naturligvis et blomstrende skakliv. Også der ville man lave en stor turnering, og i året 1857 løb den første amerikanske...

Willhelm Steinitz
Steinitz var født i Praha i 1836 af fattige jødiske forældre. Faderen handlede med gammelt jern. Fra fødslen var Steinitz handicappet. Han var halvvejs dværg med meget...

Emanuel Lasker
Emanuel Lasker (24. december 1868 – 11. januar 1941) var verdensmester i skak 1894-1921. Han var den anden i rækken af officielle verdensmestre og bevarede titlen i 27 år, længere…
Alexander Aljechin
Alexander Aljechin (også stavet “Alekhine eller Alechin”) var en russiskfødt skakstormester og -verdensmester, kendt for sit angrebslystne og nyskabende spil...
Matchen Labourdonnais-M'Donnell

Westminster Chess Club blev stiftet i 1833, og dens førende spiller var vor ven M'Donnell. Det var da også denne klub, der stod for arrangementet af matchen og lagde lokaler til. Man var helt uden erfaringer vedrørende det praktiske forløb af en sådan match. Et alvorligt problem var, at man ikke kendte skakure. Teoretisk var der intet i vejen for, at en spiller, der kom i en dårlig stilling, kunne tænke i timevis over hvert træk. Der var faktisk mange, der henfaldt til slig tænkning, når der ingen andre muligheder var. Man sad modstanderen ihjel.

I alt spilledes der 84 partier. Det er helt utroligt. Ingen moderne mester ville kunne holde til noget sådant under de forhold, man spiller under i dag. Det hele havde dengang en noget løsere karakter. Den hårde kontrol med urene fandtes ikke. Tidnød kendtes altså ikke. Hele atmosfæren var mere uhøjtidelig. Det berettes, at Labourdonnais snakkede lystigt løs under spillet, svor og bandede, når lykken var ham ugunstig og højlydt tilkendegav sin misfornøjelse, når M'Donnell tænkte for længe over et træk. Englænderen var nemlig klart den langsomste, uden at man dog kan beskylde ham for at ville sidde modstanderen ihjel. Han spillede ganske simpelt ikke så hurtigt som franskmanden.

Begge var et par gevaldige slagsbrødre. M'Donnell var vel nok den, der lagde mest op til slagsmål, men Labourdannois fulgte fint med. Men derudover var hans åbningsbehandling og forståelse stillingsproblemerne bedre end englænderens. Matchens forløb lader da heller ingen tvivl tilbage om, hvem der var den stærkeste. Labourdonnais vandt med 44-27. Derudover spilledes 13 remispartier.

Franskmanden ankom i sikker forvisning om, at han ville vinde en let og overlegen sejr. Han havde nedlagt alle modstandere i Frankrig, hvor han herskede suverænt. M'Donnell var forholdsvis ny på arenaen, uden en forudgående lang og glorværdig karriere. Men også han var fra starten overbevist om, at han ville vinde, og matchen første partier gav ham visse håb.

De tre første partier blev remis, men M'Donnell burde have vundet dem alle. Det fjerde vandt Labourdonnais, medens M'Donnell tog sig af både det femte og sjette, men så var det hurtigt forbi med hans forhåbninger. Af de næste tolv partier vandt Labourdonnais de elleve og ét blev remis. Så først lykkedes det for M'Donnell at vinde et parti, men da var han en slagen mand.

Matchen var først aftalt til bedst af 21 gevinstpartier, remis talte ikke. Revancematchen gik straks i gang. Vi vil nu fordybe os en smule i de første partier. Efter hvids 48. træk (diagramstillingen) fremkom omtalte stilling der er ganske let vundet for sort. Med Sd5 vinder han den hvide b-bonde ganske gratis, da hvid ikke kan svare med Le4 på grund af g4+. M'Donnell trak 48.-,Sb5, hvorefter gevinsten smuldrede væk i få træk efter hvid havde fået sin løber ind på f3. Man undres noget over, at M'Donnell ikke kunne finde gevinstfortsættelsen, der for det første ikke er særlig fjerntliggende, men yderligere skulle findes med ubegrænset betænkningstid.

Efter disse første partier følte englænderen sig åbenbart sikker på sit bytte. Han spillede løsagtigt i det fjerde parti og blev kraftigt nedgjort. I nedenstående viser vi det femte og sjette parti, som begge blev vundet af M'Donnell. Især er det sjette parti værd at kigge på. Her afslutter M'Donnell i flot stil!



M'Donnell - Labourdonnais

Result: 1-0
Site: ?
Date: 1834
Dette parti er interessant i mere end én henseende. For det første spillede M'Donnell det storartet, men dernæst findes det kommenteret af selveste Morphy. Disse kommentarer er meget oplysende med henblik på tidens opfattelse af, hvorledes man skulle spille skak, og ret kompromitterende for Morphy.
[...] 1.e4 c5 2.f4 e6 3.¤f3 d5 4.e5 ¤c6 5.c3 f6 6.¤a3 ¤h6 7.¤c2 ¥e7 8.d4 O-O 9.¥d3 Hvid har opbygget sig et stærkt bondecentrum, ganske i overensstemmelse med, hvad der er god latin i dag. Sort må koncentrere sit modspil mod d4. Som han nu fortsætter, bliver han kvalt. 9...c4? Nu får hvid fred i centrum. Han har afgørende terrænfordel, og M'Donnel gennemfører partiet med modenhed og forståelse af stillingens muligheder. 10.¥e2 ¥d7 11.O-O b5 12.¤e3 a5 13.¢h1 fxe5 14.fxe5 ¤f5 15.g4 Nu går det løs. En sådan bondestorm mod en fløj uden bondesvækkelser er i reglen virkningsløs. Men her tjener den til at skabe afgørende svækkelser på de sorte felter, noget hvid kan gennemføre i kraft af sin sortfeltede overlegenhed og terrænovervægt. 15...¤xe3 16.¥xe3 ¥e8 17.£d2 ¥g6 18.¤g5 ¥xg5 Det er højst tvivlsomt, om sort skal slå denne springer, der fra g5 kun truer på e6, hvilket let dækkes med Dd7, og hvis truende holdning foreløbig har karakter af en tom demonstration. 19.¥xg5 £d7 20.h4 b4 21.¢h2 bxc3 22.bxc3 a4 Sort spiller rigtigt på at skaffe sig indbrudsfelter på dronningfløjen. 23.h5 ¥e4 24.h6 g6 Nu er de afgørende svækkelser på de sorte felter skabt i den sorte stilling. 25.¥f6 ¦ab8 26.¥g7 £e7 Uha! der truer Dh4+ 27.¢g3 ¦xf1 28.¦xf1 a3 29.¦f6 ¤a5 30.¥d1 ¤b3 Den må hvid naturligvis holde fingrene fra. To forbundne fribønder er mere værd end springeren. 31.£f2
Det er lærerigt at se, hvorledes Labourdonnais forsøger på at skaffe sig modspil og bringer springeren ind i den hvide stilling. Men hvad ville sort have spillet, hvis hvid havde trukket 31.£g5 Truslen er Tf8+. Han må spille f.eks. 31...£d7 Hvid spiller da 32.¦f2 og truer med at slå springeren. Den må tilbage til 32...¤a5 Så følger 33.£f6 og sort må dække begge felterne f8 og f7 med 33...£e8 Hvad gør han så på 34.¥a4 Allerede her kunne M'Donnel have gjort pinen kort.
31...¤c1 32.¥a4 ¤d3 33.£f1 g5 34.¥c2 ¤c5 35.dxc5 ¥xc2 36.c6 ¥a4 37.c7 ¦e8 Nu bliver den nye svækkelse på g5 afgørende. 38.£c1 £xc7 39.£xg5 ¥c2 40.¥f8+ ¥g6 41.¥xa3 Der truer nu Txg6 osv. Derfor 41...£d7 42.¥d6 d4 43.£f4 £c8 44.£xd4 £c6 45.£a7 Opgivet. M'Donnell har gennemført sin plan på mesterligt vis. Ingen moderne mester kunne have gjort det bedre. Der er hos mange en tendens til at trække på skuldrene af fortidens kæmper. Det er ganske uretfærdigt.
Powered by Aquarium
Hjem | Mestrene | Turneringer | Åbningsteori | Midtspillet | Slutspillet | WM matcher | Larsen | General Site Map
Back to content | Back to main menu